Log på Forside
Pressemeddelelse - Kødkvægets Dag den 13. sept. 2008 

Pressemeddelelse:

Mød bøffen på hjemmebane

Lokale kødkvægavlere holder åbent hus, når der lørdag den 13. september 2008 holdes Kødkvægets Dag

Danskerne er glade for bøffer, og vi spiser i stigende grad dansk oksekød. Først og fremmest på grund af den høje kvalitet, men også fordi vi gerne vil vide mere om, hvor kødet kommer fra: hvordan er dyrene opdrættet, og hvilken race er det.

Begge dele er der en god chance for at blive klogere på, når der lørdag den 13. september 2008 kl. 10-16, for første gang holdes Kødkvægets Dag over hele landet. Mere end 50 kødkvægavlere inviterer forbrugerne på gårdbesøg med mulighed for at nyde synet af kødkvæg i landskabet.

Under besøget får man et indblik i, hvordan dyrene lever, før de bliver til saftige bøffer. Landmanden fortæller om årets gang i besætningen, og der vil være mulighed for at komme tæt på både køerne og de kalve, som græsser sammen med moderdyrene hele sommeren.

Både racen og dyrenes adgang til græs på marker og naturarealer betyder noget for smagsoplevelsen af dansk kødkvæg. Det er ikke kun farven og størrelsen, der kan være meget forskellig. Fedtindhold, tilvækst og evnen til at udøve naturpleje varierer meget mellem de mindst 15 forskellige racer, som leverer dansk oksekød. Forbrugerne efterspørger derfor i stadigt højere grad viden om kødets oprindelse og historie.

Afsætningsselskabet Friland, der får produktionen bag alle sine mærkevarer godkendt af Dyrenes Beskyttelse, har taget konsekvensen og er begyndt at sælge gourmet-oksekød, der er fordelt på ni forskellige racer. Og hjemme i køkkenet kan forbrugeren via et nummer på pakken gå ind på nettet og søge flere oplysninger om det enkelte dyr og landmanden, der har opdrættet det.

En række af de mere end 300 leverandører til konceptet Friland Kødkvæg er også med på Kødkvægets Dag den 13. september 2008, hvor der så oven i købet vil være mulighed for at møde bøffen på hjemmebane.

www.danskkoedkvaeg.dk findes en oversigt over alle Åbent Hus besætninger i hele landet.