Log på Forside
Salget af dansk kødkvæg boomer 

Kødkvægets Dag

Salget af dansk kødkvæg boomer. For få år siden var der ikke mange forbrugere, der var villige til at betale ekstra for dansk produceret oksekød af højeste kvalitet. Den 13. september åbner 60 kødkvægsproducenter dørene op og inviterer til Kødkvægets Dag.

Det er en revolution, der i disse år fejer igennem den danske kødkvægsbranche. Forbrugerne har fået øjnene op for den danske bøf af absolut topkvalitet, og det har åbnet op for en underskov af kødkvægsproducenter, der konstant præsenterer forbrugerne for nye og spændende racer med hver deres unikke smag.

For at markerer den positive udvikling afholdes Kødkvægets Dag den 13. september. Her åbner godt 60 landmænd dørene op til deres bedrifter for at vise dyrene og deres gode forhold frem.

Umulig konkurrence
Landskonsulent for Dansk Kødkvæg, Jørgen Skov Nielsen, siger om udviklingen:

”For bare fem år siden konkurrerede de danske kødkvægsproducenter med billigt kød fra f.eks. Brasilien og USA. En næsten umulig konkurrence, der ikke levnede megen plads til kvalitet og høj dyrevelfærd.”

Men forbrugernes øgede interesse for kvalitet og ordentlige produktionsformer har pustet nyt liv i branchen. I dag er det nemlig muligt at sælge kvalitetskød til en højere pris en tidligere, og det har givet nye muligheder for landmanden. Blandt andet er der blevet råd til at investerer i nye, moderne stalde, og i det hele taget råd til at ”forkæle” dyrene mest muligt – og det giver smagbart resultat.

Tilfredse kunder
Kødet fra det danske kødkvæg sælges forskellige steder. En stor del sælges i gårdbutikker eller hos lokale slagtere, men også selskabet Friland sælger kødet via Superbest og Irma under betegnelserne Dansk Kalv og Friland Limousine. Og hos de to kæder storsælger kødet på trods af den lidt højere pris. Irmas varechef Karsten Borrisholt kalder ligefrem deres Friland Limousine ”stærkt vanedannede”, og SuperBests markedsdirektør, Jens Visholm, kommer med samme melding om deres koncept Friland Kødkvæg:

”Vi introducerede vores nye koncept med oksekød af højeste kvalitet i starten af året, og det har været en kæmpe succes. Vi er stolte af at sælge så meget, og det er en fornøjelse at se glæden i vores slagteres øjne over at kunne arbejde og præsenterer kunder for så fornemt et produkt.”

17 forskellige bøffer
Den stigende efterspørgsel efter dansk kødkvæg har sat skub i en hel underskov af nye producenter og nye spændende kødkvægsracer. Udviklingen er egentlig meget lig den på bryggeriområdet, hvor der de sidste år er dukket en masse nye minibryggerier op ude i landskabet. I stedet for nye typer øl, kommer der nye kødkvægsracer til, som hver har deres unikke smag og struktur i kødet.

I dag findes der 17 forskellige kødkvægsracer i Danmark, og der kommer fortsat nye til.

På lørdag den 13. september holder 60 besætninger åbent hus over hele landet fra kl. 10-16.

Se listen over åbent hus-arrangementer og læs mere om Dansk Kødkvæg på hjemmesiden:

www.danskkoedkvaeg.dk