Log på Forside
Slagter Fisker sætter busserne ind... 

Slagter Fisker sætter busserne ind og Carsten Rønde sætter køerne ud…

Kødkvægets Dag lørdag den 13. september kl. 10 - 16 holder Dansk Simmental bl.a. Åbent Hus på Trige Vestermølle Trige ved Århus. Arrangementet, der har Carsten Rønde som vært bliver noget helt specielt, idet det afholdes i samarbejde med Slagter Fisker i Åbyhøj ved Århus!!

Slagter Fisker er på én og samme tid en moderne slagter og så den gode, gammeldags slagtermester, der selv personligt er ude for at udvælge de dyr, som han gerne vil have liggende i sine montrer til sine kunder, der sætter pris på eksklusivt kød fra kødkvæg. Derfor er valget faldet på simmental, og derfor er han gået i samarbejde med Carsten Rønde.

Carsten Rønde har en bedrift, der omfatter i alt 186 hektar, heraf de 90 til planteavl. Resten er tilforpagtede arealer, der er gødnings- og sprøjtefrie. Arealerne ejes for den ene halvdels vedkommende af Skov- og Naturstyrelsen, den anden halvdel af kommunen. Begge har brug for kreaturer til at afgræsse arealerne som led i natur- og landskabspleje. Til dette formål har Carsten Rønde 48 simmentalerkøer i gang samt ti galloway i alle farver til at tage det værste skrub.

Besætningen hos Carsten Rønde består altså for den altovervejende dels vedkommende af simmental. P.t. er der 48 simmentalerkøer med kalve og 2 avlstyre samt et opdræt på ca. 45 kvier. I forbindelse med den store produktion drives også avl med simmentalerne. Besætningens to avlstyre er således to af Dansk Simmentals ungtyre, hhv. Vellev Burk P og Tiset Vagn P. – Ved siden af produktionen og avlen med kødkvæg opfedes hvert år ca. 40 sortbrogede kalve til slagtning. Hertil kommer en planteavls- og svineproduktion. Oven i det hele kommer lidt maskinstationsdrift, hvor man har gjort det til sit speciale at wrappe hø for hestefolk i omegnen af Århus. Ud over de 1.000 baller, der wrappes til eget forbrug, wrappes der i år 3.000 baller til hesteholderne.

I vintersæsonen går simmentalerne på dybstrøelse, hvilket også er et af de plusser, Slagter Fisker har fået øje på. Årets gang i Carstens Røndes besætning på Trige Vestermølle fotograferes løbende, og fotos ophænges i slagterens butik til kundernes orientering. Her kan de også se CHR.nr. og navn på ”Ugens Tyr”, udvalgt af slagteren. Det har vist sig, at for kunden er det ikke blot vigtigt at se tyrens gode bøffer rundt på kroppen, men nok så meget at se billeder af dyrets hoved – så at sige at se bøffen i øjnene.

På Kødkvægets Dag tilbyder Slagter Fisker sine kunder gratis bustransport ud til Carsten Rønde. Her vil der være mulighed for gæsternes børn for at komme i nærkontakt med et par kalve. Ligesom der bliver guidet rundtur for at se naturplejerne på arbejde i landskabet. Der bliver også mulighed for at vinde en af de dyre oksestege ved en rask lille gættekonkurrence. Og så bliver der i haven ikke mindst lejlighed til at smage på den ægte vare. Slagter Fisker er nemlig selv på pletten og tilbereder smagsprøverne helt fra bunden. Ikke noget med fabriksfremstillede pølser her, for her drejer det nemlig om den ægte oplevelse af den gode smag af kvalitetsoksekød – som den kun være, når den kommer fra simmental. Både landmanden og slagteren forklarer sig gerne nærmere på stedet. Man kan også tjekke af på hjemmesiden www.slagter-fisker.dk

Carsten Rønde kan kontaktes på mobil 40 27 35 25
Dansk Simmental: Formand Jens Jermiin Nielsen træffes på mobil 40 41 48 51
Dansk Kødkvæg: Formand Henning Hansen træffes på mobil 51 33 15 71